Hej, jeg er Benjamin. Frontend-udvikler med baggrund som multimediedesigner. Jeg bygger visuelle produkter i React og TypeScript, med AI-agenter som udviklingspartnere.
Løbetræneren forbinder til Strava og bygger sine anbefalinger på en deterministisk regelmotor — samme data giver samme råd, og ingen model ser dine ture. Anbefalingerne leveres som typede blokke, der renderer rigtige React-komponenter: grafer, kort og indsigter direkte i dashboardet.
Et værktøj jeg byggede til mig selv for at spare tid, når jeg spiller FIFA. Det løser Squad Building Challenges ud fra det lager, jeg allerede har i klubben — én challenge ad gangen, og det sender intet selv. Alt kører lokalt i browseren, og koden er åben under MIT.
Jeg har bygget denne side med AI som makker. En kodende model skriver koden, Hermes orkestrerer, Vercel deployer. Du kigger allerede på resultatet.
Dansk flag-app til iOS, der husker at hejse og fire Dannebrog efter solopgang og solnedgang på din lokation. Kender flagdagene, halv stang og de grønlandske og færøske flag — med live-status via widget og Live Activity på iPhone.
Et lille CLI-værktøj jeg byggede til mig selv: det omdanner en Strava-eksport på 22 MB GPS-data til én kompakt træningsrapport — splits, pulsdrift, zoner og tendenser — som en agent kan læse på cirka 14.000 tokens. Det er 454× mindre på mit eget eksport med 196 løb.
Min udviklingspartner er Hermes Agent ↗︎, Nous Researchs open source-agent, som jeg har sat op og tunet til mit workflow på en Mac Mini M4. Den kører 24/7, og jeg styrer den fra Discord — ofte fra telefonen — med Telegram ved siden af. Jeg kører to profiler, en til udvikling og en til privat, så skills, hukommelse og cron ikke blander sig. En kodende model skriver koden, og Hermes orkestrerer hele flowet fra issue til deploy. Jeg har bygget denne portfolio med den.
Hermes husker på tværs af sessioner via mem0 og vector-søgning, så den kender mine projekter, præferencer og tidligere løsninger. Hukommelsen ligger pr. profil — en til udvikling, en til privat — så konteksten ikke flyder sammen, og jeg aldrig starter forfra.
Jeg lader aldrig orchestratoren skrive kode selv. Den læser issuet, skriver briefen og delegerer til en kodende model, der implementerer i sit eget git-worktree per opgave. Sådan har jeg sat flowet op: flere opgaver kører parallelt uden at røre hinanden.
Efter hver opgave kører min QA-gate: build → lint → typecheck → tests, hvor projektet har dem. Derudover læser en uafhængig model — aldrig den samme som skrev koden — diffen read-only og giver APPROVE eller REJECT. Den, der har skrevet fejlen, er den dårligste til at se den. Kun ændringer, der består hele kæden, bliver committet. Den regel har jeg bygget ind i flowet. Ingen undtagelser.
Fra issue til produktion på minutter, ikke dage. Hele flowet (læs, brief, deleger, QA, commit, merge, deploy) er automatiseret, og jeg tjekker resultatet på det, serveren faktisk udleverer — ikke på et grønt build. Min rolle er at bestemme og godkende.
Jeg vælger trade-offs, læser hver diff og bestemmer om den er god nok. Agenten foreslår, jeg afviser. Den vigtigste regel har jeg selv sat: den model, der skriver koden, må aldrig bedømme den. En anden model læser diffen read-only og svarer APPROVE eller REJECT, og bliver den afvist, går indvendingerne ordret tilbage til den, der skrev koden. Reglen findes, fordi den, der har skrevet fejlen, er den dårligste til at se den — og fordi et grønt build ikke er det samme som rigtig kode. Det er en beslutning om tillid, ikke om teknik.
Når jeg ikke bygger digitale løsninger, spiller jeg helst spil, der gør livet lidt sværere, end det behøver at være — Dark Souls, Elden Ring, Sekiro og senest Silksong er alle klaret. Ellers følger jeg fodbold, logger film på Letterboxd og ser stadig Manchester United, efterhånden mest af ren stædighed.